21. okt. 20195 min læsning

De efterlod mig traumatiseret pga. at den tvang, der anvendes i Psykiatrien, er et psykisk overgreb

Opdateret: 22. jul. 2020

Udgivet af Nina Sjælens Univers, En Stemme For Folket d. 21 oktober 2019 kl. 21:26

De efterlod mig traumatiseret pga. at den tvang, der anvendes i Psykiatrien, er et psykisk overgreb

Susan Feldskov fortæller:

Her er min historik fra mit første møde med psykiatrien til nu.

Jeg var igang med en længe ventet “ønske” uddannelse som Sosu-Assistent elev, da jeg fik min første gennemgribende psykose, der udløste min første tvangsindlæggelse, hvilket gjorde at jeg måtte droppe ud af uddannelsen.

Mens jeg var indlagt blev jeg “overfladisk” udredt.

Cirka 3 måneder efter blev jeg psykotisk igen og endnu en tvangsindlæggelse blev sat iværk.

Der fik jeg diagnosen mani og depression og fik under indlæggelsen antipsykotisk medicin i form af Seroquel, men efter udskrivelsen fik jeg Lithium, som er et anti depressiv medicin.

Lithium fremprovokere psykoser hos Skizofrene, så det blev 6 år som svingdørspatient i Psykiatrien, på trods af jeg påpegede mine symptomer ikke svarede til de symptomer, der følger en mani og depressiv diagnose, men jeg blev ikke hørt, det var “kæft trit og retning”, angående det at følge Psykiatriens behandling og metode.

Efter 6 år var jeg heldig at møde en psykiater, der turde ændre min diagnose til Skizofren med det resultat at han måtte søge andre “græsgange”, men det reddede mig ud af det diagnose helvede, jeg var havnet i, med en fejldiagnose og siden har jeg ikke haft en eneste indlæggelse.

Da jeg fik den rigtige diagnose, fandt jeg hurtigt ud af at kun en var i stand til at hjælpe mig - psykisk - og det var mig, så det gjorde jeg.

Jeg tog den hårde tørn det er at lære arbejde med psyken, så min psyke igen blev i stand til hjælp til selvhjælp, hvilket gjorde mit liv psykisk stabilt, men alt andet var endt i ruiner.

Økonomisk ruin, skilsmisse, tab af venner, social status, selvværd m.m og efterlod mig som traumatiseret på grund af, at den tvang, der anvendes i psykiatrien, er et psykisk overgreb.

Jeg blev tvangsindlagt i brug af politiet. Kun 2 gange har jeg oplevet en psykiater var med, men de snakkede aldrig med mig, de sagde bare; citat - du skal med NU og så var man nødt til det, da der oveni står 2 store betjente med blottede våbner.

Så de kom bare ud af det blå politiet og tvangsindlagde dig?

Det skete kun på opringning af familie og naboer.

Jeg kender flere der er blevet indlagt kun med politiet i brug - desværre.

Var det det eneste politiet sagde til dig: Du skal med NU og ikke andet, da du blev tvangsindlagt?

Jeg har været indlagt mange gange og alle i brug af tvang, uden jeg har været til fare for andre, kun på opringning af familie og naboer.

Jeg prøvede kun 2 gange hvor der var en psykiater med og de snakkede ikke med mig, jeg skulle bare med - promte.

Jeg kender mange der er blevet fejlindlagt af den årsag

Mange har desværre fået angst og holder lav profil for at undgå indlæggelser.

Hvilken psykiatriske afdeling/afdelinger var du tvangsindlagt på?

KA´s Ballerup Psykiatriske afdeling.

Mine tvangsindlæggelser skete fra år 2006 - 2012.

Da jeg havde været indlagt over 10 gange har jeg ikke længere tal på mine indlæggelser men jeg har nok været indlagt 15-16 gange i de 6 år jeg var svingdørspatient.

Af 3-5 måneder ad gangen.

Jeg har heldigvis aldrig været bæltefikseret.

Tvangsmedicinering er obligatorisk på lukket afdeling. Uanset hvad man spørger om på lukket afdeling, er svaret, vent, nej senere, du må vente og spørge psykiaterene, de er her om 2 uger eller 3. Og så fremdeles.

Man er frataget AL værdighed.

Alt skal afleveres, af personlige ejendele, pung, mm, hvis man da har nået at få det med under tvangsindlæggelsen.

Det er en pænt skræmmende og skamfuld oplevelse og alle glor, naboer er næsten værre at vende hjem til efter indlæggelse.

I dag siger de at OPUS følger med i under tvangsindlæggelser og det er løgn.

Hvordan var det ellers at være tvangsindlagt, her tænker jeg energien på afdelingen mellem behandlere, psykiatere og patienterne?

De samarbejder næsten ikke.

Det hele virkede meget rodet.

Medicin kardex fulgte ikke journalen, behandling med henblik på hvilken metode de anvendte på lukket i overførelsen til åben og derefter “tvunget” ambulant behandling.

Og boom er man udskrevet og på det nærmeste overladt til sig selv og distriktpsykiatrien som sjældent følger op.

Det har jeg i alfald ikke oplevet, men jeg har hørt at de i visse tilfælde følger op.

Jeg er een af de utallige patienter der “faldt mellem stolene” i systemet.

I dag er jeg flyttet sammen med min ex mand og børn igen, da det ikke var kærligheden det var galt med, men uvidenheden.

Min familie fik ikke hjælp af Psykiatrien, de var overladt til dem selv og vi har selv bearbejdet de mange år jeg var fraværende, sammen uden hjælp, fordi vi åbenbart på papiret har ressourcer.

Jeg er medicin fri og anvender ikke Psykiatrien, men er havnet på en førtidspension uden mulighed for arbejde, grundet diagnosen Skizofreni, står i vejen for et arbejde, da arbejdsmarkedet ikke er modigt nok til at ansætte mig på lige fod med andre.

Det er ikke værdigt, at have en diagnose, man ikke kan erklæres rask fra, da det underminere mine muligheder i samfundet generelt. (Og så er man inde i etik om tvang igen, fordi diagnosen fastholder mig i et sygdomsbillede jeg er “trådt ud af”).

Jeg er desværre også een af dem, der har fået senskader, af brugen af seroquel og Lithium mm. (Hormonelle senskader).

Jeg glemte at skrive at jeg ved de første indlæggelser blev udskrevet, til gaden og da jeg har 3 børn,

var det noget af en katastrofe.

Min mand og jeg, blev revet fra hinanden på grund af det kaos som enhver tvangsindlæggelse giver i en familie.

Og vores hus røg på tvangsauktion, og han flyttede hjem til sin mor, så da jeg blev udskrevet var jeg nødt til at låne en lejlighed af en bekendt, da jeg fik børnene lige i armene som det første.

Han skulle jo på arbejde og så stod jeg der-på gaden og måtte gå og tigge gang på gang i venne og bekendt kredsen.

Pænt ydmygende eftersom jeg kom fra Psykiatrisk afdelingen og sladderen gik som steppebrand :(

Vi fik ikke nogen psykolog hjælp eller andet - som familie.

Tak for læsning.

Mvh Susan Feldskov.

Historien er skrevet af Susan selv, hvor jeg har stillet få spørgsmål m.m

Jeg bringer historien.

Vh Nina Sjælens Univers, Journalist hos En Stemme For Folket.